tirsdag den 29. januar 2013

Herrekort i brune farver

På craft-karton har jeg først stemplet med noget af Hero Art's "Newspaper Skyline". 
Manden behøver næppe megen introduktion - han er fra TH. Han er stanset ud i craft-karton, som jeg derefter har sprayet med glimmer mist "Tattered leather" og stemplet med Hero Art's "Old letter writing" ("walnut stain").
Tandhjulene er lavet med et par dies fra Spellbinders.
Stemplet er fra Hobbyboden og er stemplet med distress ink "walnut stain".

Det andet kort er lavet med samme stempel - denne gang hele stemplet. 
Tandhjulene er de samme spellbinders, men jeg havde vist ikke hovedet med, for til de to af tandhjulene fik jeg vendt den anden side af mønsterpapiret opad.
I stedet for bare at kassere de "forkerte" tandhjul satte jeg et lille stykke magic mesh på, der kunne matche den blå farve på tandhjulene.
Stemplet er igen et fra Hobbyboden



Før jul så jeg en opskrift på kokosmarkroner på Annettes blog, men kunne ikke finde kondenseret mælk i de forretninger, hvor jeg forsøgte. I dag fandt jeg det, og har startet aftenen med at bage. Det var super nemt og de kan varmt anbefales.

1 ds. kondenseret mælk blandes med 300 g kokosmel, ca 100 g hakket chokolade og lidt vanille. Kagerne sættes på pladen med ske eller med klør 5. De bages ca 10 minutter ved 200 grader.

Ha' en god aften
Anne

mandag den 28. januar 2013

CAS - abstinenser???

I mit indlæg i går viste jeg kort med blomster, sommerfugle og swirler - alt sammen et stykke fra min normale stil. Allerede dagen efter, jeg havde lavet dem, indtrådte "abstinenserne" efter flade, enkle kort.


De blå tandhjul er fra Spellbinders. Den hvide baggrund er tør-embosset i en Cuttlebug-folder. Den har fået en svag blå farve med Distress ink "Faded jeans", som jeg også har brugt til at stemple teksten.
Til slut et organza-bånd med knude, så "maskindelene" bliver blødt lidt op.

Ha' en dejlig uge.
Anne



søndag den 27. januar 2013

Jubilæumskort

Nogle af jer har måske hørt, at blomster ikke lige er min stærke side, men alligevel købte jeg et par pakker med små rosenknopper, da jeg forlystede mig med Unik's udsalg. 
Jeg har lavet et kort til min svigermor - hun har snart jubilæum, og bagefter lavede jeg et i samme stil. Begge kort er et godt stykke fra min normale stil.

Kortbasen er råhvid, men det ses ikke så tydeligt på billedet. Udstansningen med kirsebærrene og den bagved er to sider af samme papir. Det er fra Fabscraps og hedder High tea cherries.
De grønne swirler er lavet med spellbinders og sommerfuglen er endnu en af mine nye investeringer fra Unik - "Exotic Butterfly" fra Cheery Lynn Design.
Inden i kortet sidder der også en sommerfugl i hvert hjørne. Det lille "tillykkeskilt" er fra Karen Marie Klip - fra et ark som jeg har haft liggende i umindelige tider. Bogstaverne udenom motivet er qk-alfabetet Moxie.




Det andet kort er lavet med nogenlunde samme materialer, men sat lidt anderledes op. Stemplet er fra Hobbyboden.














Lige for tiden er jeg enlig mor, fordi Per er med min søster og svoger i Etiopien, hvor de skal hente deres lille nye barn. Han er en lækker lille chokoladefarvet dreng med brune øjne så store som tekopper. De fejrede hans ét års fødselsdag i går, men måske er han lidt yngre. Per er med som "barnepige" for deres datter på 4½, så Lotte og Johannes kan bruge deres kræfter på Anders Wondey.
Jeg har en fantastisk arbejdesplads, der har givet grønt lys for at jeg bytter om på mine timer og generelt arbejder kortere tid hver dag. Min mor kommer også et par gange for at hente Andreas i skolen. Det får det hele til at hænge sammen. Gevinsten for mig er, at jeg om aftenen når Andreas sover, kan hygge mig med scrapsagerne uden at "forsømme" min gemal.

Ha' en god eftermiddag og aften
Anne






tirsdag den 15. januar 2013

Farfar murer

Tidligere havde vi et lamelhegn i den ene ende af vores terrasse, men i vinteren 2010-2011 væltede hegnet. Vi havde brug for et nyt, både for at give læ og for at spærre lidt for udsigten over til naboens hoveddør, der ikke er langt fra vores terrasse. 
I stedet for et nyt lamelhegn valgte vi at mure tre søjler og fylde mellemrummene med klinkbeklædning i mørkebrunt. Det ligner måden vi byggede carport på. Det var (som altid) Pers far der murede. Det har han meget bedre forstand på end vi selv har. Andreas var dog med på sidelinjen hele tiden, og ville gerne hjælpe sin farfar.

Baggrundspapiret er fra Kimberly Poloson/Fiskars og hedder "Old fashioned flowers/Harlequin". Det brune papir, jeg har brugt til borten og bogstaverne er fra Basic Grey og hedder "Nook and pantry". Tommestokken har jeg skåret ud af et ark fra Prima, der hedder "Pressman". De store bogstaver i overskriften er lavet med et TH-alfabet. De har fået glossy accent. De små bogstaver er et qk-alfabet (Moxie)

Ha' en god aften
Anne

søndag den 13. januar 2013

Nytårskur

Jeg har haft en helt igennem dejlig weekend. Lørdag var vi sammen med Roverklanen på Troldhøj, hvor Dybbøl Division holdt nytårskur for divisionens ledelse med påhæng. Traditionen tro var roverne mødt op midt på dagen for at være køkkenhold. Der skal laves fin 3 retters menu til ca. 40 mand, så noget arbejde er der i det. Vi kender dog hinanden så godt, at der er mindst lige så meget hygge som arbejde.

Da gæsterne kom blev de først budt på velkomstdrink, hvorefter de skulle finde pladser ved bordene. Hvert bord blev en patrulje, som skulle finde et kaldenavn, en formand/forkvinde, lave dekoration til eget bord af naturmaterialer og gerne hitte på noget underholdning. Temaet var vikingetiden.

Roverne, der jo skulle gå til og fra køkkenet, sad sammen, og vi kaldte os "Havhingsten". 
Billederne her er af vores to borddekorationer. Den ene er vores skib Havhingsten fra siden og forfra.





 Den anden dekoration er Midgårdsormen (ikke at forveksle med den langt senere Nessie)



Som underholdning sang vi Shubidua's "Røde i Staterne" 
- lige så ynkeligt som de værste deltagere i X-factor 


Der hvor solen gløder, når det ikke er nat
og hænder bløder, når de rigtig tar fat
der lå en lille snekke, med 18 brave mænd
og de aned ikke, hvor de sejlede hen.

Hey Ho stik mig mit Tjald
og vis mig hva den kan ta.
Hurra for skippers kone når vi se Amerika.

Og det var Erik den Røde, og hans 20 mand
hvoraf de 3 var døde, i det salte vand.
Han havde horn i panden, og når han tog dem af
så han ud som fanden, på en dårlig dag.

Hey Ho stik mig mit Tjald
og vis mig hva den ka ta.
Hurra for skippers kone når vi ser Amerika.

Og det var midt om natten
mens de lå på lur
at de fandt Manhattan, og gik sig en tur
og det var Erik den Røde, der fandt sin overmand
tænk at han sku møde
nogen rødere end han.

Hey Ho stik mig mit Tjald
og vis mig noget vi ka ta
Hurra for skippers kone vi har taget Amerika.

Her til eftermiddag mandede jeg mig op og trak i pænt tøj igen. Jeg havde lovet Andreas, at vi kunne tage til nytårskoncert med Aabenraa Brass Band. Vi kender én af musikerne, som er mor til Andreas' bedste ven, så det gik han meget op i. Efter en lang aften og en ganske kort nat, var jeg ellers en lille smule træt, så det var ikke med hænderne over hovedet og vild jubel jeg tog til koncert. 

De spillede godt og lavede en fin fest ud af det med serpentiner, bordbomber, dansepar der dansede vals og champagne til publikum da orkestret spillede "Champagnegaloppen". Andreas har allerede spurgt, om vi ikke også skal til nytårskoncert i 2014.....

Nu vil jeg forsøge at indhente noget af den forsømte skønhedssøvn.

Ha' en god aften 
Anne


fredag den 4. januar 2013

Kort med luftballon

I onsdags havde Per og jeg gjort film og te klar om aftenen, men så havde Marinehjemmeværnet brug for ham til en eftersøgning. Det gav mig tid til at lave to kort. Det ene er lavet til en  mand i vores bekendtskabskreds, der snart bliver 40. Vi er ikke på gave med ham, men en lille hilsen skal han have på dagen. 
Bagefter lavede jeg et kort i samme stil, som nok ender hos en anden mand i vores bekendtskabskreds, der snart bliver 40.....




Luftballonerne på begge kort har jeg skåret ud af et mønsterpapir, hvor der var forskellige "flyvefartøjer". De er sat på en hvid baggrund og har fået en mørkeblå matte. Baggrundspapiret er fra Sandy Lion og hedder "Snowflake". Det er vist et julepapir, men kan fint bruges her i januar og februar.


Jeg har lavet et banner til hvert kort og derefter pyntet med hhv. tallet 40 og halvperler. Da det er kort til mænd, skal der ikke for meget pynt på.(Hvilket dybest set bare er en undskyldning for at jeg ikke bruger meget pynt).

Her i sidste øjeblik deltager jeg med kortene hos Kort O Mania hvor alt er tilladt

Ha' en god weekend.
Anne