torsdag den 10. juli 2014

Damekort til 70 års fødselsdag

Jeg har lavet et kort for min nabo, der igen skal til 70 års fødselsdag. På mit spisebord lå der rester fremme fra kortet til min kollega, så jeg lavede lidt genbrug. Baggrundspapiret er vist fra Pion. Det har jeg dekoreret med en falsk syning i kanten. Borten i det lyserøde karton er lavet med en Martha Stewart punch.


Sommerfuglen er et stempel fra Hero Arts. Først ville jeg ikke have farvelagt det, men det kom til at se lidt blegt og bart ud. Da jeg havde farvelagt det stemplede jeg det igen, fordi stregen var blevet lidt utydelig. 
De røde  blomster er hjemmelavede "rulle-blomster" med en halvperle i midten. De andre blomster er købeblomster, som jeg har sværtet lidt.


Inden i kortet er fødselarens data, samt en pengelomme.

Jeg deltager hos Sweet Stampin, hvor udfordringen denne gang er "Pretty in pink"


Ha' en god og ikke mindst varm sommerdag.
Anne

mandag den 7. juli 2014

Girafkort

For nogen  tid siden faldt jeg på Pinterest over nogle fantastisk smukke kort lavet med stempler fra Lavinia Stamps. Jeg har endnu ikke haft "tid" til at anskaffe mig stempler derfra, men jeg fandt en vejledning på youtube, så jeg fik en ide om, hvordan kortene var lavet. Videoen kan ses her


Jeg har ikke ret mange "massive" stempler, og med sikkerhed ingen, der ville egne sig til denne teknik. I stedet har jeg brugt et stempel fra Stampin' up sættet "Zoo review". Giraffen var nødt til at blive sværtet , så pletterne næsten er forsvundet, for ellers kunne den ikke dække for solen.


Jeg synes det er fedt, at man med sværte og stempler alene kan lave landskaber og få dybde i dem. Det er helt sikkert en teknik jeg skal lege mere med (når jeg får anskaffet mig nogle mere velegnede stempler).

Min sommerferie begyndte i fredags, og jeg er netop kommet hjem fra tre dejlige dage på Fanø. Øen har virkelig vist sig fra sin smukkeste side med meget sol og kun lidt blæst. Andreas tog forskud på glæderne og tog derover allerede tirsdag sammen med en skolekammerat. Nu er han lagt i seng, og hvis jeg mærker godt efter skal det nok heller ikke vare længe før jeg suser til drømmeland. Frisk luft hele dagen og så en god lang køretur hjem har gjort mig lidt mat i sokkerne

Ha' en ny god uge, og en dejlig aften.
Anne


fredag den 4. juli 2014

En kollega fylder 60

Jeg har en haveinteresseret kollega, som lige er fyldt tres. 
Hun skulle have et par gavekort i fødselsdagsgave, så jeg måtte i gang med at lave kort med plads til det.


Det første kort blev et tykt kort med plads til en lille æske. Inspirationen fandt jeg ved at kombinere to forskellige kort, jeg så i Ett trykk. 


Papirerne jeg brugte stammer begge fra My minds eye - en blok der hedder "So Sophie". Det jeg har brugt på forsiden, var ellers ét jeg aldrig troede, jeg ville få brugt. Det er alt for stort i mønstret. Til dette formål passede et lille udsnit dog fint. Jeg har brugt samme udsnit uden på og indeni kortet.


Kortet kan lukkes med en sløjfe.


Det andet kort lavede jeg bare med en lomme på indersiden af kortet. 
Jeg havde set et kort i Ett Trykk, som jeg ville bruge, men den opsætning kunne jeg ikke omforme til et aflangt kort i stedet for et kvadratisk. Det var lige gyldigt, hvad jeg gjorde, så så det forkert ud. 
I stedet har jeg pyntet med bort, bånd og blomster, så jeg er kommet langt uden for min egen komfort-zone. Jeg har længe haft det yndige papir med rosenknopperne, så det er godt at få det brugt. Jeg mener det er fra Pion, men er ikke sikker.


Dette sidste kort var egentlig det første. Det lavede jeg for flere måneder siden med min kollega i tankerne, men da gavekortene var købt viste formatet sig at være helt forkert. Mon ikke jeg finder en anden 60-årig, som jeg kan glæde med dette kort?! Blomsterne er lavet med mønstret papir samt vellum, dekoreret med alcohol ink. 

Jeg har netop lukket og slukket på mit arbejde og ser frem til tre dejlige ferieuge. De kommer til at gå med en blanding af hygge og hårdt arbejde. Vi har et ombygningsprojekt på vores hus, som har fyldt meget mentalt i lang tid, og som nu endelig skal sættes i gang. Det bliver godt at få taget hul på det (og det bliver endnu bedre, når vi hen på efteråret bliver færdige med denne etape). 

Ha' en god weekend.
Anne