mandag den 26. maj 2014

Damekort til 70-årig

En nabo bestilte et kort til en veninde, som fyldte rundt her i maj. Jeg fik oplyst damens navn og fødselsdato, men ellers var der ingen specielle ønsker.


Det blev  den nemme løsning, med et lift fra Pinterest (se originalen her
Jeg har skiftet farverne ud men stort set beholdt opsætningen.

Her lyder det som om havens fugle hygger sig. Der er et kvidder uden lige. Det er så dejligt at lytte til.
Ha' en god aften. 
Anne

mandag den 12. maj 2014

Layouts fra scrapweekend

Jeg havde en fantastisk weekend i Hejlsminde med 6 andre piger for et par uger siden.
I løbet af weekenden fik jeg lavet 4 layouts, hvilket er mere end jeg ellers har fået lavet i månedsvis. Det var fedt at arbejde med nyere billeder.


På det første layout brugte jeg sommerbilleder fra en dejlig tur på stranden sammen med gode venner. 
Jeg ville gerne have sommerstemningen frem i layoutet, og det blomstrede papir passede perfekt. 
Fordi det er drenge, der er mine hovedpersoner var jeg i starten mest tilbøjelig til at bruge en mørkere blå matte under det blomstrede papir, men det gav meget mere liv, da jeg erstattede blå med pink.
De grønne blade er lavet med en Tim Holzt die.


Weekendens andet layout er med billeder fra Legoland. 

Det faldt forholdsvis hurtigt på plads, hvilke papirer jeg ville bruge, men da jeg havde sat det grønne papir og billederne fast, var det som om layoutets venstre side forsvandt. 
Så måtte jeg finde på noget, der kunne samle layoutet, uden at flytte fokus fra billederne. 
Til convention købte jeg en kant-die med stjerner - den brugte jeg i rødt karton, og supplerede med røde bogstaver. 
Det havde den ønskede virkning, men gjorde at der manglede noget i højre side. 
Sanne løste det problem for mig med et sejlskib, som hun skar ud til mig på sin cameo. Nu er det naturligvis blevet et sørøverskib.


Jeg har længe syntes, at nogle af de layouts der bygges op med gesso, modeling paste og ganske få farver ser rigtig godt ud. Jeg har bare ikke rigtig selv kastet mig ud i de teknikker før. 
Nu besluttede jeg mig for at afprøve det, og lavede to layouts i den stil. Det første var super nemt og faldt på plads i løbet af ganske kort tid. 

Det er et klassebillede fra Andreas' første skoledag. De mange farver i børnenes tøj gjorde, at en neutral baggrund med lidt farve kunne passe fint. Jeg lånte en stencil med hønsetråd. Jeg har brugt distress ink både med og uden stencil, og desuden modeling paste og grøn akrylfarve. Finerfuglene giver lige det sidste.



Mit andet forsøg ville ikke lige som jeg ville, og det er godt at papir har to sider. Første udkast blev alt for rodet, så jeg vendte papiret om og startede forfra.
Jeg har igen brugt modeling paste og akrylfarve. Jeg har splattet en smule med dylusion inks, og igen pyntet med finer og denne gang også med halvperler.

Ha' en god aften.
Anne

tirsdag den 6. maj 2014

Malekursus i Hobbyboden

I søndags tog jeg til Odder og Hobbyboden, for at komme på malekursus. 
Det var annonceret som kursus med dylusion farver på lærred, og de farver er jeg ret vild med, men ikke så god til at huske at bruge....

Vi var seks kursister og Gitte førte os sikkert igennem trin for trin. Vi brugte gesso, akrylmaling og dylusion inks og det var på alle måder et kursus hvor vi fik lov at mærke på varerne... 
Fingrene var mere i brug end penslerne, og det er ikke alle, der er gode venner med gummihandsker.


Vi har hygget os sammen, og periodisk været helt stille..... i korte øjeblikke med koncentration.
Jeg har efterfølgende talt efter, og jeg tror der er 10 arbejdsgange, før vi var færdige med billederne.

Mit billede kom til at se sådan ud


Jeg er egentlig ret godt tilfreds med resultatet, men det passer ikke ret godt til farven på væggene herhjemme (eller til møblerne eller de andre billeder på væggen). 

Det var meget inspirerende at være med. Lige nu har jeg blod på tanden og synes det kunne være sjovt at male flere billeder, men måske bruger jeg "bare" teknikkerne til noget af det andet jeg laver.

Ha' en god aften.
Anne


fredag den 2. maj 2014

Kort med gesso, akrylmaling og modeling paste

Her i weekenden var jeg i sommerhus med 6 andre piger, og vi havde en fantastisk tur. Vi var dog én person i undertal i forhold til hvem der plejer at deltage....
Jeg ved ikke hvordan det gik til, men jeg var en lille smule træt da jeg kom hjem søndag eftermiddag.
Jeg var mere produktiv end jeg har været længe (hvilket ikke nødvendigvis er svært), og jeg fik lavet disse tre kort samt 4 layouts, som kommer i et senere indlæg. 


Til det første kort brugte jeg modeling paste, som jeg kom på igennem en stencil. Derefter sprøjtede jeg med dylusion inks i farverne lemon yellow, lime green og vibrant turquoise.......
Og så gjorde jeg næsten ikke mere. Et stykke filt-bort og et lille skilt med tillykke, det var det hele.


På det andet kort startede jeg med at lægge akrylmaling på med. Lidt for hurtigt derefter malede jeg med gesso omkring (og henover) den endnu våde akrylmaling.
Mens det hele stadig var vådt lagde jeg en stencil på, og sværtede med distress ink. 
Fordi malingen stadig var våd kom der en krakeleret effekt nogle steder. Det ser godt ud i virkeligheden, men på billedet kan man ikke se det.
Kortet drillede mig et stykke tid, fordi jeg ikke kunne se, hvordan jeg kom videre. Jeg "stemplede" små og store ringe på kortet med sort akrylmaling og dekorerede med sorte stjerner og en sort matte.
Rundt langs kanten er der gesso i klatter og en ujævn sort streg.


Det sidste kort lavede jeg mens jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle stille op med det ovenstående. Jeg havde fået nogle gamle bogsider, som jeg gerne ville lave noget med. Jeg gav en bogside et tyndt lag gesso, inden jeg satte det på den grå matte.
Det grå papir og den mønstrede baggrund er to sider af samme sag. Det grå hjerte har jeg stemplet med hvid skrift, for at gøre det lidt mere spændende.

Jeg er egentlig blevet godt tilfreds med mit "vintage-light" kort, men det blegner lidt sammen med de to kort der er fyldt med "griseri" og farve.

Det øverste kort tilmelder jeg hos Sweet Stamping, som har en udfordring uden mønsterpapir


Ha' en rigtig god weekend.
Anne