søndag den 11. marts 2012

Slaraffenland tur/retur

Layout til skitsekonkurrencen på convention marts 2012
I dag er det søndag - det er dagen efter convention og jeg har haft en fantastisk dejlig weekend i Middelfart. 
Fredag aften inden det hele begyndte, fik jeg en ret ubehagelig overraskelse, for jeg var kommet hjemmefra uden min pung! Efter et par telefonsamtaler med Per kom min pung ud at køre med tog: Personalet i toget ydede mig en ekstraordinær fin service ved at tage min pung med fra Rødekro til Middelfart, hvor jeg kunne afhente den på stationen. Det var SÅ dejligt.


Den første melding jeg blev mødt af da jeg kom til førscrap, var at nogen havde taget en plads til mig. Det var ikke aftalt på forhånd, så det blev jeg rigtig glad for. Det var en rigtig hyggelig aften  - masser af søde piger, fælles hobby og masser af snak på kryds og tværs af bordet. Da det var slut kl. 23 fortsatte vi på Katrinelyst, hvor en del af os skulle overnatte. Det er en stor gård, som er indrettet til bed & breakfast med to lækre lejligheder.
Lørdag vendte jeg og de andre tilbage til Lillebæltshallen fra morgenstunden. Convention begyndte kl. 9 og "slaraffenland" blev erklæret åbent. Hobbybutikkerne bugnede med lækre varer og havde desuden ekstra gode tilbud de første tre timer. Jeg har shoppet både til mig selv og til et par kolleger, så de første par timer udnyttede jeg min bordplads, men næsten ikke min stol. På min vej rundt til de forskellige forretninger har jeg også mødt en masse kendte og ukendte, som jeg faldt i snak med. Det var slet ikke svært at være i højt humør.
Kort til tema-konkurrencen "Fla' u'"(Flad ud - sagt på fynsk)
Der måtte kun deltage kort, der kunne være i en kuvert.
Stemplet er nyindkøbt fra Panduro - sværtet med distress ink "fired brick"
Kort lavet om lørdag eftermiddag på Convention
Billedet kommer fra en gammel rejseserie, men swirlerne og blomsterne er nye dies.
Det er lidt ironisk, at jeg, der sjældent bruger mange blomster nåede at få blomsterdie'en købt,
for senere på dagen var den udsolgt.


Mit første udspil til "Fla' u'" konkurrencen
Jeg droppede det som konkurrence-kort
fordi jeg selv syntes, at sommerfuglen ragede for langt ud.
Om eftermiddagen faldt jeg mere til ro på min  plads, og fik lavet en lille smule kreativt..... og snakket en masse med Linda som jeg sad ved siden af. Det var rigtig hyggeligt, og vi gik godt i spænd. 

Heidi og alle hjælperne skal have stor tak for en dejlig dag og for det store arbejde I laver for at vi andre kan hygge os.



I dag har virkelig været "dagen derpå" jeg var så glad og træt da jeg kom hjem, og selv med 10 timers nattesøvn har jeg været lidt mat i sokkerne.

De nederste billeder er lidt "spam" af mine indkøb - jeg synes jeg har fået så mange fine sager med hjem og jeg glæder mig til at komme til at lege med dem. Lidt af det var købt på januars udsalg men først leveret nu, men det meste er købt og betalt på convention.....da jeg nu havde fået min pung skulle det jo udnyttes.

Tak for en dejlig weekend - vi ses igen til oktober!

Ha' en god aften - i morgen er det atter hverdag.
Anne

Mine nye dies og spellbinders

Limprodukter som var sidegevinst ved fredagens banko, kort og kuverter,
glossy accent og et nyt stempelsæt


Lykkepakke fra Scrapper - mange små stempler,
nogle sjove sommerfugle, der kan flyve ud af kort,
en pakke "kulørte lamper" samt et lille glas med bittesmå perler

Julepapirer fra "My minds eye"

Lidt nyt mønsterpapir
- selvom jeg slet ikke mangler papir supplerede jeg
med både mønstret og ensfarvet.

2 kommentarer:

  1. Dejligt referat fra en skøn tur.
    Tak for godt selskab, det var så hyggeligt at møde dig IRL. Især nu hvor vi også skal på weekend sammen.....
    Flotte ting du fik lavet, selv om jeg undrer mig over hvordan du kunne nå det !
    Dejlige indkøb - sikke et held af du fik din pung. Det ville da være et sandt mareridt at være på convention uden penge....Jeg tør slet ikke tænke tanken....haha.
    På gensyn senere på foråret.

    SvarSlet
  2. Rigtig flot referat. Flotte ting du fik lavet og lækre indkøb.

    SvarSlet