mandag den 17. december 2012

Fødselsdags kort


Nu har jeg vist blog-pjækket længe nok. Det holder ikke helt med "blog hver dag....". 
Til gengæld kommer der her et lidt langt indlæg.

I weekenden skulle jeg mødes med en flok af mine veninder fra barndommen. Vi er 7 tøser, der har holdt sammen i alle årene,og ses ikke længere så ofte som vi kunne ønske. Hvert år i december mødes vi - uden vores mænd og børn. Det er fantastisk og et frirum uden lige, hvor vi snakker og griner sammen - somme tider har vi også behov for at græde. Der er plads til alle følelserne, og vi behøver ikke starte tilbage ved Adam & Eva. 
Mit faste job i forbindelse med vores komsammen er at have konfekt med. Det sidste af det der skulle med blev overtrukket fredag aften, så min pc-tid blev inddraget. 
Lørdag var jeg tidligt oppe for at komme med toget til Odense, hvor jeg skulle mødes med 5 af pigerne. Derfra  fortsatte vi i bil til Hillerød. Der var meget snak allerede i bilen på vej derover. Jeg vil ikke skrive alle detaljer her, men jeg havde en fantastisk weekend i godt selskab.

Jeg forlod selskabet allerede søndag formiddag, for Andreas er begyndt at synge i kirkens yngste kor. Begge kor skulle synge til skumringsgudstjeneste i Høje Kolstrup Kirke i går eftermiddags. Det skulle jeg selvfølgelig hjem til. Det er ikke ofte jeg er i kirke, men det kan blive oftere så længe Andreas gider synge i kor. Om præsten der forrettede gudstjenesten harjeg kun positivt at sige. Hvis alle præster var som hende var der færre tomme kirker i Danmark. Hun formår at omsætte både troen og de gamle tekster til noget der har relevans for moderne mennesker.


En af de piger jeg var sammen med i weekenden har fødselsdag på torsdag. Fordi vi ofte mødes så tæt på hendes fødselsdag er det sjældent jeg når at sende hende et fødselsdags kort. I år bliver hun 40, så i formiddags dykkede jeg i papirposerne for at få lavet et kort, som jo skulle af sted med det samme for at nå frem til tiden.

Alt er rester. Kortbasen og banneret på forsiden er vist Bazzill. Ballonen og tekststemplet er fra Hero Arts. Det er vist et "operation skriv hjem" sæt.
Jeg er ikke alt for gode venner med at farvelægge stempler. Jeg synes det er rigtig svært at få det til at ligne noget andet end en børnetegning. Ballonen er farvelagt med almindelige tuscher og sat på baggrunden med 3d puder.

Ha en god uge og husk, at når den er gået er det jul. Jeg glæder mig til det!
Anne


1 kommentar:

  1. Dejligt med sådan en weekend.
    Fedt med Andreas og sådan en præst.

    SvarSlet