søndag den 2. december 2012

Nu tænder vi et lys i kvæld.....

Jeg har haft en dejlig weekend, som har været præget af decembers indtog med både kulde og julerier.

Lørdag var jeg først til møde i Roverklanen, hvor nisserne  på Krammark havde lavet et lille løb rundt på ejendommen. Bagefter hyggede vi inden døre, hvor vi snakkede om, hvad vi egentlig vil med Roverklanen. Vi er ikke så gode til at holde gryden i kog, så der er efterhånden for lidt spejderarbejde.

Om eftermiddagen havde vi et vennepar på besøg, som fik julekage og hjemmelavet gløgg. Det var skønt ikke at have travlt, men bare at sidde sammen og snakke i flere timer.



I dag troede vi fuldt og fast på, at vi skulle til juletræsfest, men det viste sig først at være i næste weekend, så pludselig fik jeg en eftermiddag foræret. 
Den har stået helt i julens tegn. I formiddags bandt jeg vores adventskrans (bedre sent end aldrig) og skulle så lige en tur til byen for at finde nye lysestager på spyd til kransen. Dem jeg ellers har brugt var pist borte.
Jeg var så heldig, at Føtex havde 25% rabat på alt legetøj - også det i forvejen nedsatte, så jeg gjorde et par gode køb, og fik julegaverne til Andreas i hus.  

I sidste weekend bagte jeg honningkager, og i dag kom der chokoladeovertræk på - de kommer til at smage helt vidunderligt, så jeg glæder mig til at sætte tænderne i dem.

Endelig var der jo et kalenderlys, der skulle have været klar allerede i går, men som også først blev sat i en dekoration her til aften. 





Så tænder vi et lys i kvæld,
vi tænder det for glæde,
Det står og skinner for sig selv
og os, som er til stede,
Så tænder vi et lys i kvæld,
vi tænder det for glæde


Daniel Hellden 1964 Inger Hagerup



Jeg ønsker jer alle en dejlig december måned - jeg vil ikke love, at jeg blogger dagligt, men jeg vil prøve at lægge nogle indlæg på om juleforberedelserne i min familie.

Anne




1 kommentar:

  1. Det lyder jo som en rigtig dejlig weekend.
    Og tak fordi du fik mig til at huske den smukke adventssang.
    God ny uge - hvad enten du blogger eller ej.

    SvarSlet